Puch Maxi, Tomos og Hanstholm hører sammen som salt og hav. Hop op på en klassisk knallert, spænd hjelmen og mærk friheden, mens I triller gennem havnen med vinden i ansigtet og en lokal guide i front.
På turen kommer du tæt på det ægte havneliv i Hanstholm. I kører forbi kaj, kuttere og rå industri og hører historier om havnen, lokale øgenavne og livet herude, hvor vinden altid har en mening. Turen går også forbi det ikoniske fyrtårn, hvor udsigten åbner sig over ikke bare havnen, men også Nationalparken og Vesterhavet. Det er en oplevelse med både stemning, åbne vidder og vestjysk virkelighed.
Turen er en guidet knallertoplevelse gennem Hanstholm med fokus på havnen, udsigterne, de lokale fortællinger og den særlige kultur, der hører stedet til. Du får:
• en klassisk knallert stillet til rådighed – enten PUCH Maxi eller Tomos
• en lokal guide, der viser rundt og deler historier fra området
• kommunikationsudstyr i hjelmen, så du kan høre guidens fortællinger undervejs
• hjelm og nødvendigt sikkerhedsudstyr
• den obligatoriske mælkekasse
Det er også muligt at leje Hanstholm-habit (flyverdragt), handsker og træsko uden hælkap, så man kan holde varmen og se cool ud på samme tid.
• Startsted: Bytorvet 3, 7730 Hanstholm
• Mødetid: Kom gerne 20 minutter før afgang
• Varighed: ca. 1,5 times guidet kørsel – afsæt op til 2 timer i alt
• Pris: 375 kr. pr. person
• Afgange: hver dag kl. 10.00, 13.00 og 16.00
• Maks. antal deltagere: 12 personer
• Sprog: Dansk, engelsk
Der skal være tid til udstyr, instruktion og til at få alle godt afsted. Ting tager den tid, det tager i Vestjylland.
Hvem kan deltage?
• Minimumsalder: 15 år
• Er du under 18 år, skal du have en myndig voksen med på turen
• Du kan deltage, hvis du har knallertkørekort eller almindeligt kørekort
• Er du fyldt 18 år før 19. januar 2013, kræves der ikke kørekort
• Guide, eller politi, kan bede om at se kørekort eller legitimation
Medbring
• Gyldigt kørekort (minimum til lille knallert), hvis det er et krav for dig
• Tøj, der passer til vejret. I Vestjylland blæser det året rundt (lige på nær de dage, hvor det stormer) så ture bliver ikke aflyst for lidt vind eller en smule regn.
Regler og sikkerhed
• Du skal følge guidens instruktioner under hele turen
• Deltagelse i beruset tilstand er ikke tilladt
• Sikkerhed kommer altid først – for dig selv, gruppen og de øvrige trafikanter